Ringovnen i dag
Ringovnen på Nivaagaard Teglværk er den sidste intakt bevarede bygning fra det tidligere produktive nordsjællandske teglværk. Den fortæller idag historien om den teknologiske udvikling, der i midten af 1800-tallet fandt sted sted i Danmark og resten af Europa. Samtidig står den som repræsentant for et næsten forsvundet industrimiljø.
Ringovnen omtales i en brandtaksation over Nivaagaard Teglværks bygninger af 30. juli 1870 og er dermed den ældste ringovn til kontinuerlig teglbrænding i Danmark. Hvad der gør den endnu mere speciel er, at den er bygget af selve ringovnenes opfinder, den tyske ingeniør Friederich Hoffmann og yderemere er det den eneste cirkulære ringovn, der er bevaret i landet.
Restaureringen og fredningen af Ringovnen
Restaureringen af Nivaagaard Teglværks Ringovn blev muliggjort ud fra opmålinger udført af arkitektskolen i Århus i 1978. Den 6. juni 1984 blev den selvejende institution Nivaagaard Teglværks Ringovn dannet, og året efter, i 1985, blev Ringovnen fredet. Den selvejende institution har siden 1984, i tæt samarbejde med Hørsholm Egns Museum, arbejdet for at udvide kendskabet til Ringovnen og den tidligere teglværksproduktion.
